Botræning på Jobkollegiet
Når du bor på Jobkollegiet får du hjælp af personalet til at lære at have din egen bolig. Du lærer også at have din egen husholdning, så du i fremtiden kan klare dig selv så meget som muligt.
Når du bor sammen med os andre, kan du selvfølgelig også se, hvordan vi gør, og så kan vi også hjælpe dig.
Det med at have sin egen husholdning handler om, at du med personalets hjælp og vejledning kommer til at lære de her ting:
- At købe ind til dig selv. Det kan være mad, sæbe, shampoo, tandpasta og andre ting, som du skal bruge i hverdagen.
- At lave mad. Det er vigtigt, at du kan lave mad, så du får noget ordentlig at spise hver dag. De fleste af os beboere kan godt lide at lave mad, og vi laver maden sammen i vores fælleskøkken.
- At rydde op og gøre rent. Det er godt, at kunne holde rent på sit værelse og når der samtidig er ryddet op, er det meget lettere at finde sine ting, når man skal bruge dem.
- At vaske tøj. Så du har rent tøj at tage på, når du for eksempel skal på arbejde eller når du er sammen med andre mennesker.
- At vaske dig selv. Her lærer du om personlig hygiejne, som er vigtigt for, at din krop kan holde sig frisk, sund og rask.
- At holde styr på penge. Det er vigtigt, at du kan holde styr på dine penge. Så ved du, hvor mange penge du skal bruge dagligt på mad og sådan nogle ting. Og så ved du også, hvor mange penge du kan bruge til sjov og fornøjelser.